Kalundborg Kommune giver tilladelse til at regulere vandløbet ”Bækken” i forbindelse med ændringer af sandfang (st. 4360-4385). Regulering af vandløbsstrækningen tillades i henhold til vandløbslovens (Lovbekendtgørelse nr. 1217 af 25. november 2019) § 16 og 17, samt § 3 i bekendtgørelse om vandløbsregulering og -restaurering m.v. (Bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2016).
Reguleringsprojektet omhandler en renovering og udvidelse af et eksisterende sandfang. Sandfanget virker, i sin nuværende form, ikke efter hensigten, da det er for kort og smalt. Dette bevirker, at der ikke sedimenteres tilstrækkeligt materiale og at det skal tømmes ofte. Ved at udvide sandfanget i både bredden og længden, vil der sedimenteres mere materiale og dermed reduceres tilsanding nedstrøms.
Vurdering
Det er Kalundborg Kommunes vurdering, at der ved gennemførsel af reguleringsprojektet vil ske en tilstrækkelig udvidelse af sandfanget, vil optimere bundfældningen af sediment, og at tømningsfrekvensen nedsættes væsentligt. Det vurderes ligeledes at dette vil have en positiv effekt på de nedstrøms liggende stækninger, som tidligere er blevet restaureret. Ydermere vurderes det, at projektet ikke vil påvirke de afvandingsmæssige forhold opstrøms projektstrækningen, da tværsnitsarealet af vandløbet ikke mindskes.
Tilladelsen gives til arbejde på matrikel 5a, Flinterup By, St. Fuglede. Det er en forudsætning for godkendelsen, at arbejdet udføres i overensstemmelse med ansøgningen, samt i overensstemmelse med vilkår givet i tilladelsen.
Tilladelsen kan hentes her: Afgørelse om tilladelse til regulering af vandløb - Ændring af sandfang på vandløbet ”Bækken”
Klagevejledning
Klagevejledningen fremgår af bilag 2 i det offentliggjorde dokument.