
Der er brug for en indsats på flere fronter for at imødegå klimaforandringerne. Vi skal nedbringe udledningen af drivhusgasser, og indrette samfundet så vi tilpasser os klimaændringerne.
Kalundborg Kommune har en klima- og energiplan, der gælder for kommunen som geografisk enhed og som danner grundlag for klimaindsatsen. Klima- og energiplanen indeholder mål indenfor hvert af følgende fire elementer:
- CO2-reduktion
- Tilpasning
- Energiplanlægning herunder varmeplan
- Innovation og arbejdspladser
Klima- og energiplanen er blevet til over en årrække og består af i alt fire selvstændige planer/strategier med tilhørende baggrundsrapporter og analyser.
Klimaplan 2013-2020, der gælder for kommunen som geografisk område, blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen den 20. marts 2013. Formålet med planen er at reducere udledningen af CO2 og andre drivhusgasser.
Klimatilpasningsplanen blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen den 27. august 2014. Formålet med planen er, at den skal bidrage til at sikre en målrettet indsats for at forebygge og afbøde skadevirkningerne af klimaforandringerne.
Strategisk Energiplan 2035 blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen den 21. marts 2018. Formålet med planen er at sætte de overordnede rammer og den strategiske retning for omstillingen til et bæredygtigt energisystem.
Innovation og arbejdspladser. Virksomhederne og skabelsen af flere arbejdspladser er et vigtigt element i kommunens fremtidige udvikling og bæredygtige vækst. I Kalundborg kommunes udviklingsstrategi frem mod 2030, der blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen 29. januar 2020, beskrives styrkepositioner i erhvervslivet indenfor energi og miljø. Strategien er Kommunalbestyrelsens bud på, hvordan man kan understøtte udviklingen af Kalundborg kommune i en bæredygtig retning.