Opfølgning på sidste års tilsyn:
Fokusområder og anbefalinger fra 2018:
- Rehabiliteringspotentialet skal vurderes og dokumenteres i henhold til servicelovens §83 A.
Konklusion: Vigtigt, at det fremgår af tilstande, hvad borgeren selv kan og af indsatser hvad man har visiteret støtte til. - Arbejde videre med dokumentation.
Konklusion: Efter skift af omsorgssystem er der fortsat behov for at fokusere på at dokumentere og benytte fagsystemet efter hensigterne.
Enggården er et lidt ældre plejecenter med 1- og 2-værelses boliger. Fællesarealer er siden sidste tilsyn renoveret med lyse farver. Boligerne er indrettet med lille tekøkken, badeværelse samt terrasse med direkte adgang fra stuen.
Caféen er centralt placeret og fremtræder rummelig og indbydende. Mange beboere opholdt sig her i dag. Der var medarbejdere omkring beboerne i caféen.
Brandudstyr og flugtveje er tydeligt markerede og tilgængelige. Rengøringsstandarden på fællesarealer er tilfredsstillende.
Der er rig mulighed for at udføre hånddesinfektion, da der er monteret spritdispensere på gang- og fællesarealer.
Vi så ingen medarbejdere bære smykker på hænder eller underarme. Siden sidste tilsyn er der ansat ny teamleder.
Serviceloven §§ 83 og 83a.
Vi har ved dagens tilsyn talt med 5 borgere, 5 medarbejdere og teamlederen.
Tre af de fem borgere er tilfredse med at bo på Enggården; de to sidste svarer delvist tilfredse; én pga. at hun er flyttet ind for ret nylig og ”ikke føler sig tryg endnu”, den sidste fordi hun ”har det dårligt for tiden og jeg får lov at passe mig selv. Jeg ser især ikke personalet om aftenen”
Personlig pleje.
Alle 5 adspurgte får støtte til personlig pleje. De er tilfredse med støtten, de modtager; primært når det er kontaktpersonen, der hjælper og primært i dagvagten. To af de fem borgere ville hellere have bad to gange om ugen, end det ene, de får. Flere borgere giver udtryk for, at de må vente på, at hjælpen kommer og at tidspunkterne er meget svingende.
Praktisk hjælp.
De 5 adspurgte borgere modtager støtte til rengøring hver 2. uge; heraf er 3 tilfredse med rengøringen og 2 synes det er for sjældent at få gjort rent hver 2. uge – ville gerne have gjort rent hver uge. Borgerne oplyser, at der er forskel på kvaliteten af hjælpen; alt efter hvilken medarbejder, der kommer.
Alle 5 er tilfredse med den tøjvask, de får leveret på plejecentret. To af de fem borgere ønsker sig hjælp til at komme ud og gå.
De adspurgte medarbejdere synes, at der overordnet er sammenhæng mellem borgernes behov og den støtte, der ydes. Dog siger de også, at det jo afhænger af borgers forventninger til det at bo på plejecenter. Der er medarbejdere, der synes, at der er for lidt tid til at sludre med borgerne eller til at gå en tur med dem.
Deltagelse.
Alle adspurgte borgere deltager i den personlige pleje i det omfang, de kan.
Kun én deltager i de praktiske opgaver – det er den samme borger, som oplyser selv at feje sit gulv, når hun synes, der er for langt imellem rengøringerne.
Medarbejdere og ledelse er enige om, at alle borgere inddrages i de praktiske opgaver og i den personlige pleje i det omfang det er muligt.
Det er primært borgers kontaktperson, der vurderer mulighederne og det dokumenteres i døgnrytmeplanen og triagehjulet.
Det gode og værdige ældre liv.
Aktivitet og bevægelse.
Borgerne har mulighed for at komme udenfor ved egen hjælp, men én af de fem tør ikke pga. svimmelhed.
Der er mange aktiviteter på plejecentret, som borgerne bliver opmærksomme på via opslag, husavis og personalet. Der er dagcenter 2 gange om ugen, hvor man kan beskæftige sig med håndarbejde og der er stolegymnastik, dans, gudstjeneste og banko.
Ledelse og medarbejdere oplister de samme aktiviteter, som borgerne har gjort ovenfor.
Af de fem adspurgte borgere er der to, der benytter sig af tilbuddene om fysisk aktivitet. Flere af de adspurgte deltager i de sociale aktiviteter. Én har forslag til flere udflugter – ellers dækker tilbuddene borgernes behov.
Samvær og sociale relationer.
Tilsynet oplevede spisestuen godt besøgt og at flere sad der sammen; også uden for måltiderne. Fire af de fem adspurgte borgere spiser deres måltider i spisestuen og synes, at det er hyggeligt. Den femte spiser ikke i stuen pga. sit synshandicap. Til gengæld er hun tit med ved kaffetid.
Det gode måltid.
Alle borgerne, vi har talt med er tilfredse med maden.
Værdighed og respekt for forskellighed.
2 af de 5 borgere angiver, at det ofte er den samme hjælper, der kommer hos dem. Resten synes, der er mange forskellige.
Borgerne er tilfredse med tonen mellem medarbejdere og borgere; bortset fra én, som har oplevet afvisende bemærkninger fra nattevagten, hvilket hun har klaget over til leder og som der er taget hånd om.
Medarbejderne forsøger i stort omfang at tage hensyn til borgernes ønsker og vaner. Det giver lederen også udtryk for.
Alle medarbejdere og ledelse er bekendt med kommunens kvalitetstandarder, regler om magtanvendelse og ved, at magtanvendelse skal indberettes. Der arbejdes efter kommunens overordnede værdier.
Kvalificerede medarbejdere.
Kompetencer og -udvikling.
Medarbejdere og ledelse er enige om, at der er de nødvendige kompetencer til stede i personalegruppen. Medarbejderne fremhæver, at de får oplæring og sparring fra henholdsvis social- og sundhedsassistenter og fra sygeplejersker.
Lederen glæder sig over, at der nu er hverdagsnær sparring og vejledning fra den nyansatte centersygeplejerske.
Supervision.
Medarbejderne får den supervision, de har behov for. De oplever altid deres leder er til rådighed, når de har behov. Udover teamleder får de supervision fra centersygeplejerske, læge og fra kolleger.
Ledelsen oplyser samstemmende, at der er supervisionsmulighed via centersygeplejersken og at hun selv er til rådighed.
Dokumentation.
Alle medarbejdere og ledelse giver udtryk for, at de er meget fokuserede på dokumentationen.
Fire medarbejdere og leder svarer ja til, at de følger op på tilstande og indsatser. Den femte medarbejder oplyser, at hun skriver denne opfølgning i døgnrytmeplanerne.
Af tilsynets stikprøver i fem borgeres Nexus dokumentation ses det, at der er størst fokus på døgnrytmeplanen. Den er udfyldt og fyldestgørende i næsten alle tilfælde.
Der er mange observationer hos nogle borgere og få hos andre. Det kan være fuldt tilstrækkeligt afhængigt af, hvor stabilt borgers helbred er. Det er derfor vanskeligt for tilsynet at vurdere om beskrivelserne er tilstrækkelige.
Servicelovstilstande er enten slet ikke beskrevet eller i få tilfælde beskrevet meget mangelfuldt. I én journal ses, at der et beskrevet tilstande; men alene på sundhedslovstilstande. Kun i ét tilfælde er der knyttet indsatser til servicelovstilstande. I tre stikprøver er der slet ingen indsatser.
Det er vigtigt at udfylde tilstande, da det er her, man kan beskrive borgers funktionsniveau, så andre enheder kan danne sig et indtryk f.ex. ift. ansøgninger om hjælpemidler.
Indsatserne er der, hvor man vil kunne se hvilken støtte plejecentret har visiteret borger til.
Personfølsomme data.
Tilsynet observerede ikke navne og cpr numre liggende fremme.
Arbejdsmiljø/trivsel.
Det fysiske og psykiske arbejdsmiljø prioriteres; dog synes én af de fem medarbejdere, at der kunne arbejdes mere med det. Medarbejderne angiver, at de er gode til at tale med og hjælpe hinanden; men at det kan ske, at der ”ryger en finke af panden”. Der er en udbredt opfattelse blandt medarbejderne og hos lederen, at der er udfordringer ift. tone og samarbejde vagtlag imellem.
Medarbejderne udtrykker alle fem, at de trives på arbejdet og at de har en god arbejdsplads.
Lederen er også af den opfattelse, at hendes medarbejdere trives og at de har en god arbejdsplads med udfordringer.
Samarbejde.
Ledelsen og medarbejdere betegner samarbejdet med borgerne, pårørende og internt i gruppen som godt. Der kan af og til være udfordringer mellem dag- og aftenvagt med sen afløsning. For at ændre og forbedre på det har ledelsen iværksat ny organisering af arbejdet.
Medarbejderne giver udtryk for, at der er en god tone og et godt samarbejde med deres leder.
Samarbejdet med den kommunale sygepleje er godt synes medarbejderne. Fra 1.10.19 har de fået centersygeplejerske, som alle ser frem til samarbejdet med.
Lederen tænker, der vil komme mere kontinuitet i sygeplejeopgaven nu, da de har egen sygeplejerske de fleste dage.
To af medarbejderne og lederen oplever lange sagsbehandlingstider i hjælpemiddelteamet, som eksempel angiver de tre måneders leveringstid på en kørestol. De oplever, at deres faglige begrundelser for en ansøgning om et hjælpemiddel drages i tvivl.
Samarbejdet med visitationsteamet er begrænset, da plejecentret er selvvisiterende; men angives som godt i det samarbejde der er.
Konklusion.
Overordnet opleves Enggården som et indbydende plejecenter med gode fysiske rammer, mange aktiviteter, god omgangstone og et miljø med god mulighed for socialt samvær. Borgerne er overordnet set tilfredse med at bo her.
Plejecentret er en god arbejdsplads; hvor medarbejdere og ledelse trives. Plejecentret Enggården er opført på Plejehjemsoversigten
Tilsynet anbefaler i ikke prioriteret rækkefølge at:
- Der arbejdes målrettet med dokumentation i Nexus med fokus på FSIII og i overensstemmelse med E-learning og dokumentationshåndbogen, som snart udkommer.
- Tilstande i FSIII er lige så vigtige som fællesvurderingen var i Care ift. den samlede dokumentation.
- Fortsat fokus på det rehabiliterende sigte i personlig pleje og ved praktiske opgaver.
Tilsynet foretaget 11.10.2019
Tilsynskonsulenter:
Anne Munk Hansen, teamleder Charlotte Schou, visitator